FAKTA OM PERU.
Republikken Peru har 2200 km. kyststrækning til Stillehavet og grænser op til Chile, Bolivia, Brasilien, Colombia og Ecuador og dækker et areal på 1.285.216 km. 3 gange så stort som Frankrig, med en befolkning på 25 millioner fordelt på 40-50 etniske grupper. Det officielle sprog er spansk, men der er et utal af lokalsprog, Her kan du derfor møde mange forskellige kulturer f. eks. mødte vi den blandede befolkning i byerne, indianerne i ørknen, på højsletten, i bjergene, sivindianerne på Titicaca søen og indianerne i junglen, alle et studium hver.
Hele den smalle kyststrækningen i Peru består af verdens mest tørre sandørken, en udløber af Atacama ørknen i Chile. her prøver fattige bønder at dyrke forskellige afgrøder, mange afgrænser deres bolig med sivmåtter uden tag, som en nævnte, ”det regner jo kun engang hvert andet år” Mange havde forladt området igen, men nogle havde bomuldsmarker og andre havde store hønsefarme, vand kunne de kun få fra de få floder der løber mod vest fra Andesbjergene. Vi så akvædukterne, et anlæg med 33 kanaler gravet ned i jorden udført med stor ingeniørkunst i årene 300 før kristi til 700 år efter kristi. bl. a. er der taget højde for vandets erosion ved at kontrollere hastigheden. De er stadig den dag i dag grundlaget for opdyrkning af jorden.
Bag ørknen rejser verdens længste bjergkæde sig, Andesbjergene med den højeste top Huascaran 6750 m kun 60 km. fra kysten, et område med mange høje toppe med gletschere.
Inden vi når rigtigt ind i Andesbjergene kører vi på den græsklædte højslette kaldet Punaen, her lever beboerne af at opdrætte lamaer og alpakaer, efterkommere af den oprindelige lamaart guanaco.
Lamaerne er hovedsalig lastdyr og alpakaernes uld bliver brugt til striktrøjer der sælges overalt til, for os, små penge. Alpakakød er meget velsmagende. Vicunaen lever vildt på sletten, den er meget sky, men bliver jaget på grund af dens fine uld.
Bag Andesbjergene er det tropisk lavland med verdens største sammenhængende regnskov Amazonjunglen, der strækker sig helt ud til Atlanterhavet. Perus andel af regnskoven svarer til 2 gange Frankrigs størrelse. På 2 km2. i denne regnskov kan findes 3000 forskellige dyrearter heraf 30 slags forskellige aber og 530 fuglearter. På et træ i junglen kan findes 650 billearter og 80 arter af myrer.
Amazonfloden har sit udspring højt oppe i Andesbjergene, den er 6400 km lang og indeholder 1/5 af alt vand i verdens floder, og dræner et område på 40 % af Sydamerika. Floden løber mod øst og er 15 km. bred 150 km. før den munder ud i Atlanten. I regntiden løber floden over sine breder og oversvømmer et område på størrelse med Storbritanien, i nogle områder står træerne i 10 meter dybt vand. Der er ca. 3000 forskellige fiskearter i Amazonfloden.
Vi var 3 uger rundt i det Sydlige Peru, og oplevede alle disse fantastiske landskaber, med dets farverige folk, planter og ikke at forglemme det utrolige rige dyreliv. Vi var meget betaget af landskabets meget fine sarte farver, hovedsagligt lerfarver, de grå og okker nuancer og over i let rødligt. Det var Perus vintermåned, så der var ikke meget grønt, bortset fra i junglen, men en del orkidearter blomstrede i Andesbjergene som f.eks. ”danseren” og ”den evigt unge”.
Klaus Hansen, der er perfekt til spansk og gift med en peruaner, arrangerede turen, til de 9 deltageres fulde tilfredshed, alt gik som planlagt. Vi kom i kontakt med Klaus gennem nogle venner, der rejste med Klaus for 2 år siden.
Lørdag den 8. juli
Afgang med KLM kl. 6:05 il Amsterdam kl. 7:10 videre 11:05. Efter 9½ time mellemlanding i Bonair Hollandsk Caribien, blæsende og enormt varm. Yderligere 3½ time til Lima med ankomst 18:30 lokal tid ( 7 timers tidsforskel ). Klaus og hans svigerfar modtog os, skaffede taxa, og sendte os gennem Limas tætte trafik til et dejligt hotel i forstaden Miraflores. Ud at spise en god middag, og så ellers i seng.
Søndag den 9. juli
Sightseeing i Limas centrum Plaza de Armas, en smuk plads med palmer blomster og grønne græsplæner med en smuk bronzefontæne fra 1650 i midten. Pladsen er omkranset af bygninger fra kolonitiden med store flotte træbalkoner, regeringspaladset og katedralen fra 1625, i et kapel her ligger Limas grundlægger Francisco Pizarros knogler i en marmorsakrofag Efter frokost på det fineste hotel på pladsen, afgang med ekspresbus til (ca. 4 timer) til Pisco. Den populære brændevin der produceres her, har navn efter byen, hvor der bor 80.000 mennesker. På aftenturen i hovedgaden var der også masser af tilbud til turisterne.
Mandag den 10. juli
Tidligt op – dagens mål var de fredede klippeøer Islas Ballestas, (fattigmands Galapagos), her holdt et utal af søfugle og søløver til. Vi kørte i bus langs vandet til havnen, hvor fiskerbådene lå, de var fuldstændigt invaderet af pelikaner, et flot syn. Turen til Islas Ballestas tog en halv time i speedbåd. Det første stykke langs kysten, hvor vi så Candelaberen, en ca. 100 meter høj tegning i sandet på fastlandet. Hvornår hvem og hvorfor den er tegnet ved man ikke. Måske er det egentlig en kaktus som var symbol på magt i Chavin-kulturen, 2500 år f. kr..
Det er kun forskere og guanosamlere (2 mdr. om året) der får tilladelse til at gå i land på øerne. Vi kom dog tæt på, og fik en fantastisk oplevelse. Hurra, hurra et meget stort ”flueben” vi så en lille koloni af humboldt- pingviner, verdens nordligste pingvinart, årsagen er den kolde humboldtstrøm langs Sydamerikas kyst. Af andre fugle så vi flere arter af skarv (red legged cormorant), suler (Peru booby) pelikaner, terner og havmåger og 2 kalkungribbe til at rydde op, desuden rigtig mange søløver der tog det hele meget afslappet, så det lykkedes os at tage nogle fine billeder.
Nu skulle nationalparken Paracas-halvøen beses. Det er ørknen hvor Parakas-kulturen blomstrede fra år 1300 f. kr. til ca. 200 e. kr. Kulturen er især kendt for de flotte tekstiler, og på grund af det tørre ørkensand har man fundet rigtig mange velbevarede mumier. Det ældste vi så på det lille museum var 7000 år (man mener der har boet mennesker i Sydamerika i mindst 12000 år). Der var også skrumpehoveder fra 5-600 år f. kr. Der var en flot klippekyst på den ene side, med rigtig mange svævende kalkungribbe, på den anden side af halvøen var der lavvandet, her holdt flamingoer, ibis og black-skimmers til. I badebyen Paracas fik vi os en herlig svømmetur i Stillehavet, og dejlig fisk på fiskerestauranten.
Tirsdag den 11. juli
Ikke nyt: tidligt op. I dag gjaldt det Nazca-linierne 207 km. fra Pisco. Vi kører i sandørkenen og stopper i Ica for at se Huacachina en oase omgivet af imponerende sanddyner på over 100 meters højde. Oasen var et udflugts mål for de rige, her var en dejlig sø, og et smukt hotel. Hvor var de rige, vi så ikke nogen.
Vi nåede Nasca kl. 10:30 og her skulle vi fra chessnafly med plads til 5 passagerer se Nasca-linierne. De er så store, at de kun kan ses fra luften – desværre – for det gav i hvert fald mig en god gang luftsyge. Vejret er dog lidt overskyet, så vi kommer først op ved middagestid, hvor det er klaret op. Vi lejede et hotelværelse i byen til vores bagage fordi vi om aftenen skal med natbussen til Arequipa. Vi tager ud og ser ækvadukterne (beskrevet ovenfor). Vel tilbage er flyvningerne i gang, og vi ser et utal af linier i varierende bredde og længde og geometriske figurer f.eks. abe, kolibri, condor, papegøje, astronaut o. s. v. Figuren af kondoren , har et vingefang på 130 meter. Hvad betyder disse linier og tegninger? Ingen ved det præcis. Eric von Däniken mente, at det var landingsbaner for rumfartøjer, og Maria Reiche mente, at det var en kæmpemæssig astronomisk kalender. Den seneste teori er fra 90’erne hvor David Johnson mener, at linierne det viser de underjordiske vandårer, og tegningerne identificerer de enkelte årer.
Uden tvivl er tegningerne lavet af paracas og nasca-kulturen fra 900 f. kr. til 600 år e. kr., og de står stadigt lige tydelige i sandet.
Vi sluttede dagen med at besøge Chauchillo, en kirkegård for de utroligt velbevarede meget gamle mumier som er fundet i området.
Onsdag den 12. juni
Efter 9 timer i luksus- natekspresbussen ankom vi kl. 7:30 til den hvide by –Arequipa- med udsigt til keglevulkanen El Misti 5822 m. Skulle nogen være interesserede er der mulighed for bestigning, bestil blot hos et af de mange bureauer i byen. Arequipa ligger i 2300 m. og er en million by. Navnet kommer af byggematerialet – de hvide og lyserøde vulkanske stenblokke. Efter sigende skinner solen 365 dage om året. Seværdigheden her er det meget velholdte nonnekloster Santa Catalina grundlagt i 1580. Det har været en by i byen, hvor den rige spanske overklasse afleverede deres anden datter – nogen gange i treårsalderen – til et luksus liv bag murerne. Fra 1870 forbød paven dog denne luksus, og i 1970 blev klostret åbnet for offentligheden, der lever stadig 20 nonner afsondrede i den nordlige del af klosteret. I dag må de gerne færdes frit i byen. Det er smukke bygninger, og der er en meget fin samling af værdifulde religiøse malerier fra 1600 tallet. Vi besøgte også det store farverige marked, der har alt hvad hjertet kunne begære af fødevarer.
Torsdag den 13. juli
Afgang kl. 8:30 mod Chivay i en dejlig bil med plads til benene. Vi fik tilmed en ny guide Andrea. I dejligt vejr og god vej kører vi på den utrolig flotte højslette i 4000 meters højde. Her kunne vi hilse på hyrderne med deres store flokke af lamaer og alpakaer – kendetegn: lamaer har halen opad, alpakaer halen nedad. Vi så også de vilde vicunaer. Der var udsyn til vulkaner, og en enkelt der udspyede tornadoskyer. I et område med søer var der en del storke, ibis og andefugle (Giant coot og andean goose) og i luften puno hawk. I dag passeres turens højeste punkt 4900 meter, udsigten kan vi ikke klage over. Sen frokost i Chivay der ligger i 3600 meter, dagen slutter med i bad i varme kilder – herligt. Højdesygen begynder så småt at indfinde sig, mere eller mindre hos os de fleste, der er også noget småkoldt, nogle tager det uldne undertøj på om natten, trods adskillige store tunge tæpper.
Fredag den 14. juli
I dag handler det om at få set verdens største flyvende fugl – kondoren, en grib med et vingefang på op til 3 meter og en vægt på op til 12 kg. De overnatter i den 1000 meter dybe canyon og går på vingerne på de termiske luftstrømme som dannes, når solen opvarmer luften.
Tidligt op (til en forandring) der er 70 km. meter til Cruz del Condor. Vi nåede tilmed undervejs at se en jordskælvsramt kirke på vejen, samt en mand, der optrådte med en ørn – black and chessnut eagle. Der var en del turister, der havde samme mål som os, men der var plads til alle. Fuglene lod vente lidt på sig, og Klaus begyndte at snakke om, at vi nok måtte køre – skrækkelig tanke. mon fuglene havde hørt det, de gik i hvert fald straks på vingerne, og vi fik det flotteste show, vi kunne ønske os, op til 14 fugle i alle aldre i luften på en gang. Stort stort flueben i checklisten. Udsigten herfra var fantastisk, det måtte også ses nedefra, så vi gik de 1000 stejle meter ned i kløften Sangalle til en oase med varme kilder. Det var en flot tur ned men varmt ca. 38 gr. Så badet og frokosten dernede var rigtigt godt.
John gik nu lidt forkert, så han fik ekstra motion i varmen -fjums-. Der var mulighed for at ride op på muldyr, et par valgte det med det samme, det var også stejlt op, og selvom klokken var halvfire var det endnu godt lunt. Da vi nåede et stykke op valgte jeg nu også et muldyr, det gik for langsom på egne to ben, og det bliver jo mørkt kl. 18. Det var nu også en oplevelse, jeg kunne rigtigt nyde udsynet, og beskue de flotte basaltsøjler, der var halvvejs oppe. Derefter tilbage til Chivay.
Lørdag den 15. juli
Dagens mål er Puno (3830 m.) ved Titicaca søen, en lang tur, der tog det meste af dagen, men en meget flot tur over højslette og over bjergpas. Pause ved et udskænkningssted, hvor vi købte coca te og sandwiches. Der var alpakaer, der meget gerne ville spise cocabladene, de havde måske også fundet ud af, at det kunne hjælpe på højdesyge? Der var også farvestrålende indianerkvinder og børn, der solgte deres fine kunsthåndværk. Stop i Juliaca – sikke et mylder, vi købte lidt frugt. Endnu et stop i højden med udsyn over Puno og Titicacasøen. Jørn prøvede marsvin (altså de 4-benede) til aftensmad, én gang var vist nok.
Søndag den 16. juli
Vi sejler ud på Titicacasøen, der er 9000 km2, og verdens største sø i over 2000 meters højde. Vi besøgte sivindianerne på Los Urus. Der findes stadig mange sivindianere i denne lavvandede del af søen. Vi kom i land på en af sivøerne, og fik fortalt lidt om deres kultur, og fik en sejltur i en sivbåd. Nu kommer den største del af deres indtægter fra turister. Det var disse sivindianere Thor Heyerdahl fik til at hjælpe sig med at bygge sivbåden Ra 2. Vi sejler videre til øen Taquile, her bor 2500 mennesker i et selvstyrende samfund. Højden kunne godt mærkes, da vi skulle 544 trin op til øen højeste punkt til dens centrum med kirke, ”regeringsbygning” og markedsplads. Her indtog vi en dejlig frokost, og når tjenerne ikke serverede, strikkede de på deres egne huer. Trods højden var det en varm dag med strålende sol.
Mandag den 17. juli
Nu gælder det verdens navle – Inkaernes hovedstad Cusco. Det går atter over det flade Altiplano til et pas i 4300 meters højde, undervejs drejer vi ud til Sillustani (gamle vulkankratere, som nu er søer), hvor der er gamle begravelsestårne fra Inkatiden, det første vi så af deres flotte ingeniørkunst. Her var også lige et par ”turistgårde”, der gerne ville vise hjemmet frem, vi blev budt på kartofler og ost, og købte lidt småting af dem. Ankomst til Cusco 17:30. Hotellet havde fået vandskade, men der blev hurtigt fundet andre værelser til os. Hurra, her var en boghandel, vi fik både landkort og fuglebog.
Tirsdag den 18. juli
Sightseeing i Cusco. Byen ligger i 3310 m., har 300.000 indbyggere, og er bogstavelig talt bygget oven på Inkaernes templer og kongsgårde. Byens centrum Plaza de Armas(våbenpladsen) er fredet ligesom alle ruinerne fra inkatiden. Inkakulturen eksisterede fra ca. 1100 til spaniernes erobring fra omkring år 1500. På Plaza de Armas er mange centrale skikkelser henrettet f. eks. Inkakongen Tupac Amaru I. Den oprørske erobrer Diego de Almagro den Yngre og 1700 tallets sidste indianerleder Tupac Amaru 2. Vi så katedralen fra1559, og de velbevarede inkamurer bestående af kæmpestore sten placeret uden mørtel, de passer bare sammen, her er den berømte 12 kantede sten. Der var rester af mange templer og paladser f. eks. ”Paladset for de udvalgte jomfruer” og ”guldtemplet”, der havde også været en have helt i guld. Cuzco havde fortjent mere tid, men vi måtte videre, vi skulle møde vore guider til Inkatreket, og have lejet soveposer.
Onsdag den 19. juli
Vi efterlader det meste af bagagen i Cuzco for at køre til Ollantaytambo – udgangsbyen for inkatrekket. En ½ times kørsel fra Cuzco stoppede vi ved Sacsaywaman – rester af en labyrintagtig by med plads til 5000 soldater, og her er bygget mure af sten på op til 8½ meter som vejer 360 tons. Her udkæmpedes det sidste afgørende slag mellem inkaerne og spanierne i år 1536, hvor spanierne med nød og næppe vandt. Vi kører gennem Valle Sagrada ”Den Hellige Dal” en frugtbar dal kaldet inkaernes spisekammer. Vi stopper i Pisac, ser på markedet, og spiser frokost. Videre gennem dalen langs floden Urubambafloden. Salinas besøges, det er en smal kløft, hvor de lokale lever af at udvinde salt fra en lille saltholdig kilde, der løber ud af bjergsiden. Det er et specielt syn at se nedover området og gå imellem de mange små bassiner, hvor alt reguleres med håndkraft. Herfra kommer en del af guiderne til inkatrekket, for at tjene en god ekstraskilling. Ollantaytambo nås hen på eftermiddagen, vi når at se ruinen af et af inkaernes store forter, som aldrig nåede at blive bygget færdig. Her ses deres store evne til at lave vandingskanaler og går man op over alle de velbevarede terrasser og når toppen kan man se ned i Den Hellige Dal og over på det snedækkede bjerg Veronica 5750 m., en smuk top, vi havde mulighed for at se flere gange på trekket. Husene i byen var bygget op omkring de gamle inkamurer. De fleste indbyggere brugte den originale farvestrålende beklædning som før, det var meget malerisk.
Torsdag den 20. 23. juli
Inkatrekket til Machu Picchu:
Forventningsfulde og spændte kører vi med bus langs Urubamba floden til 82 km. fra Cuzco, hvor vi møder vores bærere, der skal bære det meste af vores bagage og desuden mad og telte til alle. Bærerne har en overenskomst, der siger, de må bære 25 kg. hver, helt rimeligt, det holdt ikke helt, de havde vist sparet et par bærere. Der gives tilladelse til 500 vandrere pr. dag med bærere og vi bliver indskrevet med pasnummer og får et fint stempel i passet ved indgangen til inkastien. Turen er beregnet til 4 dage, ca. 42 km. på god sti, men med nogle gode højdekurver. Kondien kan vi træne hjemmefra, højdesygen må forebygges med coca te, masser af vand, evt. højdesygepiller, og så gå langsomt (kommer af sig selv), det hjalp måske ikke helt, men det gik fint, en fik lidt ilt, som guiden havde med, så alle kom over ”den døde kvindes pas” i 4200 m. og fik en utrolig oplevelse. Vi havde rigtigt godt vejr og oplevede Andesbjergene med de smukke gyldne farver og de høje toppe, mange med evig sne f. eks den smukke Veronika 5361 m. o. h. Bærerne sørgede godt for os satte fine tomandstelte op, serverede te på sengen, pandekager til morgenmad og lavede fin frokost og middagsmad. Lejerpladserne var lagt på smukke steder med god plads, så at der overnattede ca. 500 mærkedes ikke. Undervejs er der adskillige flot restaurerede inkaruiner, f eks. Llaqtapata, Wayllabamba, Runkuraqay, Sayacmarca, Phuyupatamarca alle ceremonielle steder hvor Inkaernes meddelere kunne spise, rense sjælen og overnatte, så de hurtigt kunne bringe nyt fra det store inkarige, til inkakongen i hovedstaden Machu Picchu.
Sidste lejerplads Wiñauwayna 2650 m., mulighed for bad og øl, begge dele blev udnyttet til fulde. Sidste vandredag op kl. 4:00 for at nå til solporten, for at se solen stå op over Machu Picchu. Vi gik i mørke med pandelamper og nåede solporten ved 6-tiden. Det var småkoldt og blæsende, og der var masser af plads, men vi holdt ud til solen ramte ruinbyen ca.7:30. Det blev en varm dag, og vi havde tid til rigtigt at nyde at høre om og selv gå rundt i den imponerende ruinby fra Inkatiden med terrasser beboelse soltemplet med den flotte solsten, det kongelige område, de seksten rituelle bade og meget mere. De spanske erobrere opdagede ikke Machu Picchu, det var først i 1911, at den amerikanske historiker og eventyrer Hiram Bingham fandt ruinerne ved hjælp af lokale bønder. Vi gik også lidt bagom ruinbyen, og så resterne af en inkabro bygget på et lodret bjerg, det var ingeniørarbejde. Månebjerget var der ikke tid nok til at bestige, måske meget godt, højdesygen var nu ikke helt væk, selvom vi nu var ned i 2400 meters højde, besynderligt. I virkeligheden var Machu Picchu nok kun Inkakongens sommerresidens og samtidigt forsvarsværk, da klimaet var bedre her end i Cozco. Inkaernes sidste hovedstæder var Vitcos i Vilcabambadalen, og da spanierne fordrev dem derfra fandt de deres sidste tilholdssted i Vilcabamba la Vieja, her overvandt spanierne de sidste inkaer den 24. juni 1572. Ved 13-tiden bus til Aguas Calientes. Frokost nærmest midt på sporerne og ved 16-tiden afgang med tog. Vi blev desværre smidt af i Ollantaytambo og så med bus tilbage til Cusco. Nu havde vi ellers glædet os til den spøjse siksak tur med toget.
Mandag den 24. juli
Rejsedag. Vi flyver fra Cusco til Iquitos over Lima, for at tilbringe de sidste dage i Amazonjunglen.
I Lima lufthavn spiser vi vores første Mc. Donald burger, noget måtte vi jo have. Ak. John fik Mc. Donald quickstep, men var da nogenlunde over det dagen efter. Iquitos er en gammel gummiby og har 500.000 indbyggere, og ligger i junglen ved Amazonfloden. Iquitos er verdens største by, som man kun kan nå med fly eller flodbåd. Der var ca. 30 grader og høj luftfugtighed, så det føltes meget varmt. Vi var ude at spise en dejlig middag, (ikke John), der var sang, optræden med ild og børn der ville sælge forskelligt, selvom det var blevet sent på aftenen.
Tirsdag den 25. juli
Vi går gennem det store marked, hvor der er liv og farver, og alt hvad hjertet kan begære af fisk frugt og kød f.eks. skildpadder, maddiker og marsvin. Medicin kunne du også købe i alle farver, vælg selv. Hvad med fiskesuppe, hele fisken med hoved gæller og finner hørte også med. En lille dværgsilkeabe var til salg for 10 sol (20 kr.), guiden købte den og gav den atter sin frihed i junglen. Vi nåede ned til havnen over, hvad der bestemt lignede en losseplads og over os svævede også rigtig mange kalkungribbe. Vi blev i en udhulet træstamme fragtet ud til flodbåden, som i løbet af de næste 5 timer sejlede os ud til Yarapa reservatet og vores lodge. Undervejs så vi livet på Amazonfloden med fiskere, fragtbåde og legende børn ved bredden. Vi var også så heldige at se 2 arter af floddelfiner. Undervejs stoppede vi ved en af flodindianernes landsbyer.
Onsdag – fredag den 26. – 28. juli
De næste dage er der mange oplevelser i junglen. Lodgen består af køkkenhuset, spisehuset og tre huse til turisterne alle bygget på pæle. Der var træsenge med moskitonet over, og et lagen som dyne, det var rigeligt. Det var nu ikke slemt med myg eller mitter på den årstid, myrerne pudrede de for på pladsen. Vi blev straks mødt af ”vilde dyr”. En sød lille abe, der gerne stjal maden helst mælken, en kælen og aktiv næsebjørn og en tapir, der gerne gik tur med os i junglen. Stedet lå ved en ret stor sø, som guiderne sejlede os rundt på i kanoer flere gange på forskellige tider af døgnet. Der voksede Tommelise åkander, der blomstrede med kæmpe hvide blomster, og der var en masse forskellige fisk i søen, vi fangede nogle piratfisk som blev grillet til forret, ikke dårligt. I mørket kunne vi se kaimanernes øjne lyse. En af guiderne fangede en på ca. 1 år med de bare hænder, det er manddomsprøven for en indianerdreng. Efter fotografering blev den sat fri igen. Egernaberne så vi også gå til ro i et stort træ, de var nu ikke helt enige om sengepladserne. Der var også mange fugle f.eks. fiske hejre, nathejre, silkehejre, væverfugle, papegøjer af forskellige slags, flere arter isfugle og flere slags ørne og gribbe. Sommerfugle var der ligeledes et utal af. Vi havde også fornøjelsen af at holde et dovendyr, som guiderne tog ned fra et træ, den var rigtig sød, men det var nok lidt synd for den, men den kravlede stille og roligt op for at sove videre. Vi sejlede i en ”piki piki” en motoriseret kano ud til en af flodindianernes landsbyer, og blev venligt modtaget, de boede i nærmest åbne huse på pæle, og levede af fangst og fiskeri, og af hvad de kunne sælge til turister, vi købte en maske og nogle smukke bastbakker. I junglen fik vi også fortalt om træerne, hvad der var spiseligt og hvad der var giftigt, og hvad indianerne brugte det til, dette er et studium i sig selv.
Der var kapoktræer på 70 meter og de store træer, der bliver brugt til ”jungletromme”, når der bankes på det, kan det høres på meget lang afstand. Den sidste dag var vi på anacondajagt, efter 10 minutters gang i junglen lå der en ca.3 meter lang tyk slange, den hvislede lidt med den kløvede tunge og kravlede op i et træ. Så vi så den i dens fulde længde. På det tidspunkt var der nogen der havde fået nok af junglen, og var blevet hjemme i hængekøjerne, så guiden foreslog vi tog den med hjem til alles beskuelse, så han trak den ned, fik et godt greb om den lige bagved hoved og slyngede den om halsen, det var jo ingen giftslange, kun en kvælerslange. Nå andre prøvede det også, og blev fotograferet som den store slangetæmmer. Vi nøjedes med at røre, den var helt tør og glat. Et par dage før havde vi klappet en boaslange, det var ved at blive en vane, vi så nu også lige en fugleedderkop.
Lørdag den 28. juli
Vi forlader junglen i en piki-piki, indtil vi midt på floden kan stige over i en speedbåd og fortsætte sejladsen op ad Marañonfloden til Nauta, en lille flodby på samme niveau som Iquitos, de 2 byer er for nylig blevet forbundet med en 80 km. fin vej som vi benyttede os af.
Vi kørte direkte til Klaus´ peruvianske familie i Iquitos. De havde lavet dejlig frokost med fisk til os. Her nød vi det med bad og afslapning, indtil vi skulle med flyet til Lima.
Søndag den 29. juli
Efter en god nattesøvn på hotellet i Miraflores er der tid til sightseeing i Lima i kunstner bydelen Baranco med det nok mest farverige marked, vi endnu havde set, der var en trøje i ekstra god kvalitet, så den kom med hjem. Efter et godt måltid på turisttorvet måtte vi til lufthavnen, hvor vi tog afsked med Klaus, og hilste endnu engang på svigerfar som bragte Klaus hjem til kone, børn og familie. Vi checkede ind kl. 18 og var hjemme i Borup mandag nat kl. 2. Godt møre gik vi direkte i seng efter en fantastisk tur.